-
Efter mystisk konkurs og camoufleret underskud: Stenrig dansk familie opkøber kollapset virksomhed
来源: BDK Finans / 15 9月 2024 10:16:17 America/New_York
Det er cirka 14 dage siden, at virksomheden Sealing System på mystisk vis blev begæret konkurs af selskabets kapitalfondsejer, Polaris. Konkursen har mildest talt skabt undren, da selskabet på overfladen har set ud som én stor succesfortælling. Nu er der gode nyheder for Sealing System. Den danske BILA Group opkøber nemlig selskabet, skriver Finans. Det oplyser BILA Group i en pressemeddelelse: »Det er trist, når en hæderkronet virksomhed som Sealing System går konkurs. En virksomhed, som i branchen nyder respekt for fremragende pakke- og palleteringsanlæg, dygtige medarbejdere og loyale kunder. Det fortjener en fremtid. Derfor har vi hos BILA Group købt en stor del af aktiviteterne i Sealing System,« fortæller ceo og medejer af BILA Group Jan Bisgaard Sørensen i pressemeddelelsen. Opkøbet betyder, at de mere end 120 medarbejdere i Sealing Systems job er sikret. Den nye direktør bliver Stephan Heessels. Allerede for få dage siden kom det frem, at de to kuratorer i konkursboet siden konkursbegæringen har arbejdet på højtryk for at sælge selskabet, og at de har haft fortrolige møder med mindst tre selskaber om overtagelse af Sealing System. Heriblandt var også BILA Group, som har eksisteret siden 1998 og er ejet af den stenrige familie Bisgaard Sørensen. Familien har tidligere været på Berlingskes liste over de rigeste i Danmark. Millionoverskud lige før konkurs Sealing System blev stiftet tilbage i 1998 og udvikler automatiseringsanlæg og pakkemaskiner. Historisk set har Sealing System været en god forretning. Konkursen kom derfor helt bag på medarbejdere og samarbejdspartnere. I maj 2023 solgte stifterne størstedelen af selskabet til kapitalfonden Polaris. Og da lød omsætningen ifølge selskabet på omkring 200 millioner kroner. På overfladen lignede det altså en succesfortælling. Men for nylig kunne Finans beskrive, at der ifølge en regnskabsekspert blev camoufleret et tocifret millionunderskud i regnskabet ved at parkere det på egenkapitalen i stedet for at nedbringe årets resultat: »Det ville have ført til et stort underskud, og det sender jo et andet signal til omverdenen end et overskud på 4,6 millioner kroner,« siger Frank Thinggaard, professor på Institut for Virksomhedsledelse ved Aarhus Universitet og ekspert i regnskabsregulering til mediet. I kølvandet på konkursbegæringen har det lydt fra Polaris selv, at de havde gjort, hvad de kunne for at redde virksomheden: »Det er sjældent, vi må give op, men projektporteføljen i virksomheden er ikke tilstrækkelig lønsom til fremadrettet at drive rentabel virksomhed. Derfor er vi nødsaget til at trække en streg i sandet,« fortalte Allan Bach Pedersen, partner i Polaris Private Equity, i forbindelse med konkursbegæringen. Det er også kommet frem, at Sealing System har en milliongæld til blandt andet Sydbank. https://www.berlingske.dk/virksomheder/efter-mystisk-konkurs-og-camoufleret-underskud-stenrig-dansk-familie